Der ligger Nat over Verden,
Og Jorden hviler i Blund;
Nu vaagne forglemte Tanker
Hos mig i Midnattens Stund.
Igjen faaer jeg Lyst at svinge
Min tryllende Runestav
Og byde Noget, jeg tabte,
Stige paany af sin Grav.
Min Digterborg gad jeg reise
Paa Klippen, ensom og høi,
Hvor ikke en Lyd kan naae den
Af Verdens Klammer og Støi.
Salen deri skal straale
I hele sin fordums Pragt,
Med flammende Skrift paa Væggen
Af Kvad, som aldrig er lagt, —
Med Tepper, glødende farvet
Af Tanker, som aldrig er tænkt,
Med brogede Felter og Friser
Af Syner, som Ingen blev skjænkt.
Digtningens Guld skal kaste
Fra Kuplen Glans som et Baal
Og Døren mod Alle værges
Med vægtige Runemaal. —
To Terner ikkun af Alle
Tager jeg med til mit Slot,
Tvende, som aldrig sveg mig,
Det er min Sorg og min Spot.
Den ene af dem skal synge,
Den anden skal Harpen slaae;
Selv jeg i Høisædet sidder
Stille og lytter derpaa.
Naar Sangen er sungen tilende
Og brusten hver Harpestreng,
Skal Slottet synke i Jorden
Og være min sidste Seng.