Før og nu
Ritorneller
Ritorneller
Let i et stort Moment for Helt at gaae,
Hvad Lavhed selv en sjelden Gang kan naae:
Vær stor, hvad Mer er, varigt, i det Smaa.
Lad ingen Leilighed gaae dig forbi,
Hvis du vil være Pjalt og ikke synes,
Til ret at vise dig som fordomsfri.
Den Leveviisdom har jeg tilkjøbt mig:
Har du en Ven, sæt aldrig ham paa Prøve;
Overlad ham at gjøre det ved dig.
Iseng halv fire — det er nu min Smag, —
Op Klokken tolv. En stolt Bevidsthed dog,
At være Hersker over Nat og Dag!
Den Bog, mit Pus! hvad fandt du der? Lang Næse:
Sietingen Billeder, men kun det Stads,
Din Fader skrev, som Ingen gider læse!
Guds Lighed fik vi, Viljen og Forstanden
Til Brug; — men for vor høieste Erkjenden
Den ene til at slaae ihjel den anden —?
Et evigt Liv — det troer du paa, min Ven?
Men er dit Kjøn en Ting, som farer hen,
Siig: hvad er saa af din Person igjen?
Gud frie mig for de evige Pauluner,
I tænker jer, hvor vi skal mødes Alle
I himmelsk Flauhed som en Flok Kapuner!
Mig vilde Helved volde mindre Skræk,
Vidste jeg ei, jeg møder der en Bunke
Indre Mission og forrest Vilhelm Beck.
Du bøder for Injurier med Tab?
Træk, naar du skjælder ud, i Præstekjole;
Saa er det ren Geschäft at være Flab.
Absolutismen prise vi, opamme
Den selv som Gjøglere en Kongetiger,
Til vi engang bli’er naadigst ædt af samme.
— Ja, hvad gjør Enevælden nu saa farlig?
Etsteds maa Myndigheden hævde Retten,
Etsteds er Magten altid uansvarlig.
Jeg hader ei det Magtens Despoti,
Hvorfor dog Verden aldrig bliver fri:
Jeg hader kun dets Løgn og Hykleri.
Bekjend det heller aabenlyst paa Trods:
Naar uansvarlig Magt engang behøves,
Saa er det passeligst, den er hos os!
Hvor høit stod Hellas’ Mænd blandt Folkeracerne!
De kjendte større Magt end Zeus og Aserne:
Kun de har havt en særlig Gud for Phraserne.
Oplysning —!! Sten for Brød, I „Folket" gav:
Kan I ei høine Mængdens Plads i Livet,
Saa hold dog op at høine blot dens Krav!
Retfærdighed! jeg kjender dig, du Skjøge:
Smaagader tumler du dig i; de store
Tør ei for Ordnens Vogtere du søge.
Bed mig ei, Læser, synge Ærens Sange:
Jeg skaber dog med dem ei Slyngler om;
Og mod os ene To er de formange.
Godt nok at rejse for os Mindesmærker
Af Sten og Bronce — det forlanges ikke;
Reis dem i Sjæle: læs blot vore Værker.
Jeg kjender ikke til Ærgjerrighed:
I er for smaa til, at jeg gider stige
Blandt eder ved at stige blandt jer — ned.
Laus deo! Han har Æren, ikke jeg!
Jeg veed det selv, det bør og Andre vide:
En Større taled stundom Dansk ved mig.
Hvad angrer mig, og hvad kan det mig baade,
Om jeg skal mindes eller blive glemt?
Eet veed jeg: jeg var Digter af Guds Naade.