Saa lukkes Graven, — Døren glider til
Imellem os; det hjælper ei, vi banker;
Stængt er det nu for os, det Væld af Tanker
Med Phantasiens Glød og Viddets Spil.
Det ranke Digterskib er lagt for Anker,
Og aldrig mer det vidt ham bære vil;
Dets Flag er sænkt, dets Orlogstid er omme;
Nu veg han, — han, som aldrig veg en Tomme.
Det var ei Svaghed; ungt hans Hjerte slog
For Alt, hvad nogentid til Hjerter talte;
Ei Jordens Støv, ei Frost dets Lue kvalte,
Skjøndt Livets Vinter Spor paa Panden drog.
Og dog kom Aar tilsidst, da Sorg sig malte
I Øiet, hvergang han i Strengen tog,
Naar Musen kaldte ham med Syner rige,
Og, naar han fulgte, syntes bort at vige.
Da var der Kval og Uro i hans Sind,
Da kunde tidt et Suk fra Hjertet stige
For Tabet af hans vide Ungdomsrige,
Som mer og mer Natmulmet hylled ind.
Dog mellem Skyernes forrevne Flige
Fremglimted fjernt et Gry med Purpurskin,
Jo mer hans Længsel efter Skjønhedslandet
Med Evighedens lyse Haab sig blanded.
Saa kom en Vaar. End stod med nøgne Kroner
Den tause Skov, som om dens Liv var slukt;
Men, vakt før den, hans Flammesjæl til Flugt
Slog Vingen ud igjen mod Lysets Zoner:
Den Kilde, som han troede selv, var lukt,
Sprang frem med Et i fulde Sølvertoner,
Og Sang paa Sang fremvælded fra hans Indre
Med Perlers Glans, som efter ham vil tindre.
Det rev ham med; men kun en Stund, en føie,
Da sank fra Strengelegen mat hans Haand,
Mens Musen i sit hvide Klædebon
Veg langsomt, vinkende, imod det Høie.
End fulgte hende længselsfuldt hans Øie,
End vred i Lænken sig hans stærke Aand,
Mens, stadigt stigende imod det Fjerne,
Tilsidst hun sammen flød med Morgnens Stjerne.
Det mørknedes omkring ham; tung og graa
Drog Taagens Vold sig om hans Fængsel sammen;
End brød ei ude Blomst og Løv af Stammen,
End blev i Maaneder ei Himlen blaa;
Vildt, i hans Indre brændte Sygdomsflammen,
Mens hvileløs paa Leiet strakt han laa;
Dog som en Seers fast og klart hans Øie
Var rettet end mod Stjernen i det Høie.
Tilsidst det kom, det Pintse-Morgengry,
Der gjød sin Flammedaab udover Vangen,
Da Solen steg i Pragt foruden Sky,
Og Lænken brast, som holdt Naturen fangen;
Da løfted Vingen ham med Et paany,
Han sang ei mer, han lytted kun til Sangen;
Det drog som aldrig før, — og solomstraalet
Gled selv han vaagen, stille bort mod Maalet.
Min Ven og Lærer fra min Ungdoms Aar,
Du, hvem jeg her vil savne mest af Alle,
Jeg har ei Ret saalidt som Magt at kalde
Din Sjæl tilbage fra den Vei, du gaaer.
Men hvis dig end en jordisk Tanke naaer,
Som Himlens fjerne Lys til Jord kan falde,
Gid denne Blomst, som paa din Kiste lægges,
Hos dig i evig Vaar maa gjenopvækkes!