1.
I Tidens første Morgen,
Da Jorden frisk og sund,
Ukjendt endnu med Sorgen
Vaagned af Nattens Blund, —
Leged med Dans og Sange
Ved Klang af Lyrens Guld
Paa Nysas Blomstervange
Et gudebaaret Kuld.
Ved deres glade Latter
Sprang Løv og Blomst af Træer;
Demeters skjønne Datter
Var ypperst blandt dem der.
Da skjælved Land og Bølge:
Op fra den dunkle Jord
Med Rædsel i sit Følge
Den mørke Hades foer.
Af Skræk hver Jomfru bæved,
Mens han med Kjæmpearm
Persephoneia hæved
Op paa sin gyldne Karm.
Der hjalp ei Bøn og Klage;
Vildt fnøs det sorte Spand,
Saa jog han fort, tilbage
Til Underverdnens Land.
Et Skrig af hendes Kvide
Gav Bjerg og Dal igjen,
Og Vinden bar det vide
Til hendes Moder hen.
I Vester og i Øster
Søgte hun hendes Spor;
Men ingen Legesøster
Vidste, hvorhen de foer.
2.
Med Kummer vidt om Jorden
Demeter gik sin Gang,
Hun spurgte Blomsterfloren
Og Bjerg og Skov og Vang.
Men Ingen, Ingen kjendte
Voldsmandens Vei iløn,
Før hun i Nød sig vendte
Til Solen med sin Bøn:
Helios, for hvis Øie
Ei noget Værk er dulgt,
Han havde fra det Høie
I Dybet Sporet fulgt.
Hans Mildhed nægted ikke
Den Kummerfulde Svar;
Dog for hans Guddomsblikke
Var Daadens Løndom klar:
„Kronidens strenge Villie,
Som ingen grunder ud,
Havde den fagre Lilie
Bestemt til Hades’ Brud.”
Da strakte hun i Harme
Sin Haand mod Himlens Borg
„Vil Zeus sig ei forbarme
Over en Moders Sorg,
Da skal ei Blomsters Klynge,
Ei Græs paa Marken groe,
Ei Druer Ranken tynge,
Ei tærskes Ax i Lo, —
Da skal den Jord, han skabte
Til Hæder nys for sig,
Sørge for den, jeg tabte,
Og hade ham som jeg!”
3.
Høit fra Olympens Sale
Kroniden Jorden saae,
Hvis fordum grønne Dale
I Solen visnet laae.
Og op mod Guders Rige
Hørtes et Skrig i Nød
Fra tusind Slægter stige:
„Vi hungre! Giv os Brød!”
Grant skued da den Høie,
Fuldbragt var Tidens Løb,
Hvis Maal han kjendte nøie,
Mens end den laae i Svøb, —
Han, Lykkens milde Giver,
Der saae med Guddomsblik,
At uden Vexlen bliver
Til Kval hver Fryd, vi fik.
Og flux til Hades sendte
Han Hermes ned med Bud
For Jomfruen at hente
Fra Underverdnen ud.
Dybt bøied Skyggers Konning
For Møen sig med Tugt:
„Del blot til Afsked, Dronning,
Med mig Granatens Frugt!”
Han bad saa blidt, — en Kjerne
Af Frugten kun hun tog;
Saa mod det lyse Fjerne
Med Hermes bort hun drog.
Snart henrykt atter hviled
Hun i sin Moders Favn,
Og hele Jorden smiled
Og jubled hendes Navn.
4.
Da mælte streng og rolig
Olympens høie Drot:
„Nød du i Hades’ Bolig
En enkelt Kjerne blot, —
Da vandt han dig med Liste;
Din Frihed blev ei hel:
Af Aaret maa du friste
Hos ham en Trediedel.
De tvende skal du dvæle
I Guddomslysets Skjær;
Den ene maa du fjæle
Dig mellem Skyggers Hær.
Men hvergang du tør ile
Igjen mod Lysets Hjem,
Skal hele Jorden smile
Som nys, da du steg frem.”
5.
Kronidens Dom var fældet:
I evigt Vexelspil,
Dagskjøn og aldrig ældet
Hun hører Hades til.
Men hvor i Barndomsglæder
Hun leged før sin Leg,
Trindtom til hendes Hæder
Altre og Templer steg.
Og til den sære Mythe
Som dybe Tankers Tolk
Saaes i Eleusis lytte
Athens det ædle Folk.
Hvert Aar en Folketrængsel
Fra Hellas viden om
Fyldte i Andagtslængsel
Demeters Helligdom.
Hver Høst, naar hendes Datter
Igjen var Hades’ Gjæst,
Feired med Sorg de atter
Persephoneias Fest, —
Med Suk for den Forsvundne,
Med Offer og med Bøn,
Med Gravens Grønt omvundne,
Men dog med Haab iløn.
Og som en Røst man hører
Svagt i det dunkle Chor,
At gjennem Døden fører
Til Liv en Vei fra Jord.
6.
Længst Hellas’ Guder svunde
Og deres Templer sank;
End staaer vor Jord den runde,
End stiger Solen blank.
Hvert Foraar Skoven løves
Endnu i gjenfødt Pragt,
Hver Høst dens Skjønhed røves
Atter af Stormens Magt.
Men hvergang Aaret drager
Ind i sin Vinterborg,
Dele vi end med Klager
Demeters Modersorg.
Og hvergang Solen seirer
Over en Vinters Is,
Man Dattrens Gjenkomst feirer
Endnu paa gammel Vis:
Saavidt som Sangen klinger,
I Syden og i Nord
Sin Hyldest hende bringer
Det hele Sangerchor, —
Saa vidt som Blomster trænge
Af Jord i Øst og Vest,
Feires i Mark og Enge
Persephoneias Fest.