Fra Regensburg vidt Rygtet gaaer
Om Hertug Garibald,
Mest for den skjønne Fyrstemaar,
Som pryder der hans Hal.
Uroligt dog saamangen Stund
Er Theodelindes Sind;
Snart er hun glad som Fugl i Lund,
Snart taus og hvid om Kind.
Did kommer mangen Fyrstesøn
Som hendes Faders Gjæst,
Saamangen Beiler kjæk og skjøn
Fra Nord og Øst og Vest, —
Greve og Thegn med hundred Mænd,
Paa Hingst med Gyldensko;
Dog til en fattig Ungersvend
Hun skjænket har sin Tro.
Det er hin ungen Authari
Af ukjendt Byrd og Slægt;
Dog er hans Pande stolt og fri,
Hans Blik som Ørnens kjækt.
Der tumler ingen rask som han
Sin Hest i grønnen Eng,
Og bedre rører ingen Mand
Sværd eller Harpens Streng
Der jager ingen Svend saa gild
De vilde Skovens Dyr,
Og Ingen er som han saa snild
Til Sagn og Eventyr.
Og hver en Viv i Hoffets Gaard,
Hver Jomfru lys og skjær
Har prist hans Væxt og gyldne Haar
Hans Ord og raske Færd,
Uænset kom han did i Vaar,
Han agted blive kort;
Iløn han vandt den væne Maar,
Før atter han drog bort.
Det mæled Authari da brat
En Høstkveld til sin Brud:
„Du følge maa i denne Nat
Mig vidt af Landet ud.”
Ham svarede den skjønne Mø
Med Taarer paa sin Kind:
„Og skal jeg leve eller døe,
Det skee dig efter Sind.”
Saa trak han tyst af Stald ved Nat
Sin Ganger stærk og tro;
Mens fast han holdt sin dyre Skat,
Den bar dem begge to.
Med Tøilen slap, i Maaneskjær,
Han lod mod Sønder staae,
Hvor bag de hvide Klippebræer
Det fjerne Velskland laa.
Som Fugl i Luft hans ædle Dyr
Fløi over Flod og Fjeld;
Og Solen steg bag Østens Skyer
Og sank igjen i Kveld.
Men atter frem, ved Midnatstid,
I Dal af Klipper lukt,
Paa Afgrundsrand, langs Bjergelv strid,
Gik end den vilde Flugt.
Og Høstens Slud langs Stien høi
Voxed til Vinter haard;
Men som hans Hest fra Tiden fløi,
Blev Vintren atter Vaar.
Tilsidst han holdt sin Ganger an
Og lod i Skridt den gaae;
Vidt udbredt steg et gyldent Land
Af Morgentaagen graa.
Dybt drog Hr. Authari sit Veir,
Ham tyktes Synet kjendt:
„Nu aand kun frit, min Hjertenskjær!
Ret snart vor Flugt er endt.
„Hin Eg, du seer, er Grændsevagt,
Og os den varsler Godt:
Hid naaer ei dine Frænders Magt,
Her raader anden Drot.”
Tilbage saae den Jomfru god
Imod de Bjerge blaa;
En Taare der i Øiet stod
Under de lyse Braa:
„Og fik jeg paa min Brudefærd
Kun Egen her til Slot,
Enddog er du mig mere værd
End nogen Verdens Drot.”
Da lo Hr. Authari af Fryd;
Rask spored han sin Hest
Mod Egen frem, hvis grønne Pryd
Holdt tusind Somres Fest.
Fast krysted han Stridsøxens Skaft
Mens de forbi den foer,
Og hug en Gren med Kjæmpekraft
Fra Kronen ned til Jord.
Han peged over Skuldren hen
Paa Jorden, hvor den laa:
„Hvert Barn kan her dig nævne den,
Hvis Øxe ramte saa.
„Min fagre Brud, glem Sorg og Suk,
Og har jeg voldt dig Harm,
Trøst dig, og kjend paa dette Hug
Langbarderkongens Arm!”