For dig, min favre Viv, min Elskerinde,
Gad vel jeg gjøre Tiden kort med Sang,
Imens Du om mig sysler Dagen lang
Med Lykkens Traad umærkeligt at spinde.
Gik Kunsten da ved Trolddom mig af Minde
Hin Stund, da først jeg paa min Ørkengang
Ved Kilder hviled under Bladehang
Og aanded Blomsterduft fra lyse Linde?
O nei: fortørret er end ei mit Sind;
Mer er det som af mange Strømme fyldt,
Der end forvirrende hinanden møde
Hver Dag, naar i vort Hjem jeg træder ind,
Mens i dets Luft, som dirrer solforgyldt,
Jeg føler om mig tusind Strenge bløde.