Jeg føler om mig tusind Strenge bløde,
Hvis Samklang sagte mod mit Hjerte slaaer,
Hvis Bølger bære mig, hvorhen jeg gaaer,
Mod Lyset af en stadig Morgenrøde.
Jeg føler endnu i mit Indre gløde
Mit vante Mod, som end mig Lykke spaaer
I Kampens Stevne, hvorsomhelst og naar
En Storm paa Tidens Hav mig skulde møde.
Dog vid, min Viv, naar før i Sang jeg steg,
Jeg søgte kun den høie Bjergudsigt
Udover Livet, der var tomt og ringe;
Men Livet selv er nu for mig et Digt,
En Sang, jeg hører som med Strengeleg
I fulde Harmonier sammenklinge.