Alt under Himlens vide Loft
Fuldmange Blomster staae;
Men en kun er den feire Sol,
Paa Himlen monne gaae.
Saa vandrer hun sin lyse Gang,
En Foraarssol i Mai;
Der glædes ved hver liden Urt,
Som staaer paa hendes Vei.
Der glædes ved hvert fattigt Straa,
Som groer paa hendes Sti,
Og alle vende sig omkring,
Ihvor hun gaaer forbi.
Som Blomsten vender imod Sol
Sin rosenblommet Kind,
Saa vender sig mod dig min Hu
At fange Lyset ind.
Og naar i Kveld du vandrer bort,
Og Nat har skilt os ad,
Da falde mine Sange tyst
Som Dug fra Blomstens Blad.