Kun lidt blev talet paa Veien hjem,
Og meget tænktes der neppe;
Vi saae paa Skyernes gyldne Bræm
Og paa Græssets blomstrede Teppe.
Og vore Sjæle gled tause hen
Som to Svaner, Side om Side;
Jeg syntes, jeg havde min Fred igjen
Og turde paa Freden lide.
Tilsammen seiled vi hen saa tyst
Over Bølger, straalende rene;
Vi følte kun, det var varmt og lyst,
Og at vi var ganske ene.
Tilsammen hæved vi os til Flugt
Mod Himlens purpurne Sømme,
Hvor Maalet laae som en Have lukt
Bag Aftnens luende Strømme.
En Stund vi dvæled og hviled ud
Paa Skyernes gyldne Rande,
Og jeg saae med min deilige Svanebrud
Ind i de straalende Lande.
Og gjerne havde vi sprængt paastand
De vingede Fjederhamme
Og var vandret ned i det rige Land
For at blive der med det Samme.
Men Lyset fjerned sig mer og mer;
Vore Kræfter var end for svage;
Glandsen svandt paa min Vinges Fjer,
Og Jorden os fordred tilbage.
Kun lidt blev talet paa Veien hjem,
Og meget tænktes der neppe;
Vi saae paa Skyens mørknede Bræm
Og paa Græssets duggede Teppe.