Det er Tusmørkets Høitid, Tiden ved Sanct Hans,
Da Natten kun er Daggry, og Stjernen knapt har Glands,
Da Dagens Uro blunder, Mindet stiger ned,
Og Jord og Himmel drømme det Deiligste, de veed.
Aftnen er sval og stille, Synskredsen klar;
I Nord og Vest er Himlen et olivengrønt Glar;
Dæmringen sagte skrider med sin Halvkrone frem;
Langs Himmelbrynet slæber dens Kaabes Purpurbræm.
Som en Ørns brede Vinge, der mørkner Land og By,
Svømmer der hen en regntung, guldrandet Sky;
Maanen leger som Nordlys i Strimer om dens Rand,
Syngende Regnen falder i det blikstille Vand.
Og Luftens Aander hviske: „Du drømte selv en Drøm,
Saa regnmørk, saa straalende med guldvirket Søm;
Saadan spredtes dens Perler klingende vidt om Land;
Saadan er den svunden som Regndraaber i Vand!”
Vidt glider Skyens Slagskygge over Sletten hen;
Nu er Bygen ovre, Maanen blank igjen.
Alle de fine Liljer og Roser og Jasmin
Staa perlende med Draaber som den lifligste Vin.
Jeg bøier mig mod Rosens rubintindrende Blad,
Jeg stirrer ned i Liljens demantklare Bad
Overalt ser mit Øie som fænglets ved Magi
Et fint, blegt Aasyn gjenstraalet deri.
Det er det samme Billed, jeg tidt i Aftnens Fred
Som en Lysalf saae svæve langs dette Rosenbed.
Jeg viger bort, jeg kommer, — det svømmer der igjen,
Og Korallæben hvisker: „Saa elsker du mig end!” —
Det er Tusmørkets Høitid, da Dagens Tanker fly,
Og hundred halvforglemte vaagne til Liv paany;
Toner af gamle Sange bæres af Luften hen,
Og Omkvædet er stadigt: Du elsker hende end!