Fløitende paa Tagets Mønning
Sidder høit den muntre Stær;
Over Engens friske Grønning
Vugges Luften kun som Dønning
Efter Stormens vilde Færd.
Under Solens milde Skjær
Er i Skoven Tæpper bredte,
Blomsterstukne, blomstersnete,
Og dens Kuppel har en Hær
Alt af grønne Blus beredte.
Som med grønne Ædelstene
Tjørnehækkens Vildnis gror;
Over Elmens nøgne Grene
Tusind Blomster sig forene
Fjernt til et rubinrødt Flor;
Kort er Pragten, — Solens Spor
Snart med Brunt dens Purpur tegne
Knap kan dog dens Farve blegne,
Før med Glimt som Gyldenmor
Løvet bryder alle Vegne.
Skjønne Vaar, hvis Læber smile,
Som med Sang dit Bud har meldt,
Bring os Fred og skjænk os Hvile,
Mens de korte Timer ile,
I dit lysegrønne Telt!
Naar du smykker Markens Felt,
Kjær og Lund med Blomsterkjerter,
Aand da paa hvert Saar, som smerter,
Straal i Sjæle dybt og smelt
Med din Glød de frosne Hjerter!