Alt Skoven har et Gylden skjær
Af tusind Knoppers Trængsel;
Men endnu hænger fjernt og nær
Dagregnens Slør om alle Træer
Og døver deres Længsel.
En enkelt Bøg kun skinner frem,
Mens Regnen sagte falder;
Grøn titter Knoppen af sit Gjern,
Ret som en Musling, der paaklem
Aabner de brune Skaller.
Saa ganske stille, barnebly,
De synes Aande drage,
Som rede til ved mindste Gny
Igjen i Hylstrets brune Ly
At trække sig tilbage.