Det lysner i Sydvesten,
Og rask sig Himlen klarer;
I Pjalter bort for Blæsten
Den tunge Regnsky farer.
Strøet ligge som dens Minde
Graapoplens Purpurrakler;
Men oven dobbelt skinne
Kastaniens Broncefakler.
Den hele Skok af Snegle,
Nys drysset ned tilsammen,
Søger paany den steile
Vei opad Ahornstammen.
Og Himlen smiler atter
Saa lys og saa fornøiet
Som Barn, der neppe fatter,
Hvi det fik Vand i Øiet.