De store Mænd iblandt os
Er bievne sjeldne Gjæster,
Og Festerne, vi feire
For dem, er Mindefester.
En efter en sees glide
Forbi os som en Skygge,
Mens vi paany hans Urne
Med friske Kranse smykke.
Og Tidens store Viser
Os i sin Vandring melder,
At fra hans Fødselstime
Alt hundred Aar den tæller. —
Igjen en saadan Time
Vor Andagt tyst forlanger
Og minder os om Ragnhilds
Og Iolanthes Sanger, —
Om ham, hvis Tryllekræfter
Lod op af Graven stige
Og stilled os for Øie
Det Evigt-Ridderlige, —
Om Gratiernes Yndling,
Om Sprogets ædle Mester,
Hin Rigmand, ved hvis Taffel
Vi Alle tidt var Gjæster.
Dog naar med Hundredaaret
Hans Navn bekranses atter,
En lille Kreds ham mindes
Som „Hundred Aar”s Forfatter,
Der ei blot hørte Bifald
Fra tusind Stemmer gjalde,
Men ene turde løfte
Sin egen imod alle, —
Som, mens hans Tanke svang sig
Vidt over Livets Færden,
Med Høihed lydt forkyndte
En Digters Pligt for Verden, —
Som altid for sin Stræben
Det samme Formaal stilled
Med hine Ord, han føied
Som Valgsprog til sit Billed:
„Thi du skal Alt forklare;
„Men Intet skal dig smitte:
„Dig selv skal du bevare
„Urørt i Sletheds Midte."
Og medens vort Aarhundred
Imod sin Midnat stunder,
— Aarhundredet, som regner,
Som gransker og som grunder,
Der, som i Rummet, søger
I Sjælen nye Lande,
Og som til Maal for Kunsten
Har nu for Alt det Sande, —
Imens dets Aftenskygger
Sig nu mod Nedgang længe,
Lad end hans Ord til Tiden
Igjennem Larmen trænge, —
Det Lovbud, han holdt Kunsten
For Øie, mens han leved,
Den Rettesnor, han satte
For, hvad han selv har skrevet:
„Thi du skal Alt forklare,
„Men Intet skal dig smitte:
„Dig selv skal du bevare
„Urørt i Sletheds Midte.”