Walther fra Zell var en Spillemand,
Man aldrig savned ved Gilde;
Af Svend og Pige, af By og Land
Kjendtes hans Strøg og Trille.
Venner han fandt, hvor han flakked om
Og stemmed til Dans sine Strenge;
Kun sjeldent Sorg i hans Tanker kom,
Naar længe hans Pung havde været tom,
Og sjeldent bar han den længe.
En Nat dog vandred han ensom hjem,
Forknyt og med mørke Miner;
Nær Stien i Maanens Lys steg frem
Kahlbergs mørke Ruiner.
Da tænkte han: eied jeg Skatten blot,
Som Aanderne her forvare,
Saa vilde jeg reise det gamle Slot,
Boe der og sove og drikke godt
Og lade min Gige fare!
Halvt drømmebunden han styred sin Gang
Mod Borgens smuldrende Stene;
En Lyd ham vakte, — en Jerndør klang,
Han saae, han var ei alene.
En Gubbe stod der ved Murens Fod
Og vinked i Maanens Luer;
Med tøvende Fjed og usikkert Mod
Han fulgte ham, til i en Hal han stod
Blandt hundred Herrer og Fruer.
Undrende saae han, at Par ved Par
De vented ham, Mænd og Kvinder,
Svende med Guldhaar, Riddre med Ar
Og Damer med Liliekinder.
De nikked venligt, hans Frygt var glemt,
Og hurtigt kom han til Sæde;
Han fandt det Lune, han havde gjemt,
Fik Gigen frem og fik Strengen stemt
Og lod den dirre af Glæde.
Og alle Øine fik dobbelt Glød,
Mens Dansen gik over Tilje;
Hver Læbe smilede dobbelt rød,
Og Rose blev hver en Lilie.
Høit lyste Guldet af Fruernes Dragt,
Fra Hovedsmykker og Ringe,
Og Hallen straaled med dobbelt Pragt,
Mens Walther, selv af sin Giges Magt
Betagen, lod Tonerne klinge.
Thi aldrig havde en Klang han hørt
Som den, der gik fra hans Strenge;
Det var, som hans Haand af en Magt blev ført,
Der Gigens Bryst vilde sprænge.
Som Vaarvind lød det, som Fuglerøst,
Som Storm og knittrende Lue;
Det var, som brød sig et Hav mod Kyst
Af smeltende Vemod, flammende Lyst
Ved hvert et Strøg af hans Bue.
Men Træthed kom dog med vigende Mod,
Han følte den lønligt gnave;
Da ved hans Side hans Fører stod:
„Kræv selv den Løn, du vil have!”
Frem rakte Walther til Svar sin Hat,
Imedens han tænkte stille:
Kan her du vinde en gylden Skat,
Saa siger du Gigen nu Godnat
For aldrig siden at spille!
En Skovl da Gubben ved Ovnen tog
Og skjød den i Arnebranden;
Med Gløder, som han tilbage drog,
Han fyldte Hatten til Randen.
Stum Walther stirrede, — bleg og rød
Af Frygt og Harme tillige;
Ei fænge saae han den lyse Glød,
Men tænkte kun paa, det var Smaat, man bød
Inat for Klang af hans Gige.
Og atter vinked hans Førers Haand,
At nu var Tid til at fare;
Da traadte den fagreste Lilievaand
Frem af de Dansendes Skare.
Dybt saae hun Walther i Oiets Grund,
Som rede han stod til at vandre,
Og blidt det lød fra den skjønne Mund:
„Med hvad dig skjænkes i denne Stund,
Gjør Ret mod dig selv og Andre!"
Saa var han ude alt — Døren lukt
Og ikke mer til at finde;
Om ham og i ham var Lyset slukt;
Hjem raved han som iblinde.
Nu tyktes han sig til Døden mat
Og følte sit Livsmod glippe;
Og centnertung blev endda hans Hat,
Hvori han slæbte den sære Skat,
Som ei han voved at slippe.
Dog nær sin Dør blev han mere kry:
For Tærsklen han Hatten tømte;
Saa hasted han ind i det sikkre Ly,
Fandt Sengen og sov og drømte.
Først Middagssolen ham vakte sent;
Flux greb han Hatten fra Bordet;
Forbrændt var den ei, som han havde ment;
Ned faldt kun et Guldstykke blankt og rent,
Som gjemtes til nu i Foret.
Maalløs stod han og fatted med Harm,
Han selv havde spildt sin Lykke;
Nu gjorde ham kun mer bitter og arm
Det eneste gjemte Stykke.
For Døren en udbrændt Kuldynge laa;
Han bar den ind i sin Stue,
Han sad i Dage og stirred derpaa,
Han bied i Uger, saae og saae, —
Det blev kun det samme Skue.
Og Walther fra Zell var ei den som før;
Han følte det selv med Smerte;
For alle Venner var lukt hans Dør,
For Glæde og Haab hans Hjerte.
Ei rørte han Strengene mer til Dans,
Men stænged i Sorg sig inde
Og sad som en Drømmer med Sind og Sans
Fortabt i daarende Gyldenglans,
Som kransed et bittert Minde.
Han sad, mens Dag efter Dag randt hen
Og blev af Drømmen ei vækket;
Forstemt hang Gigen, hans bedste Ven,
Paa Væggen med Støv bedækket.
Da tvang ham en Dag dog Sult og Nød
Igjen at spille ved Gilde;
Til Fest han kom som en levende Død;
Mens larmende Jublen om ham lød,
Han ønsked Alverden ilde.
Dog — neppe prøved han først engang
Et Strøg med Buen at drage,
Da mærked med Et han, der var en Klang
Fra sidst, han spilled, tilbage.
Op Blodet skjød i hans blege Kind;
Rundtom blev undrende stille;
I selsomme Bølger gik hans Sind,
Imens for Andet han døv og blind
Spilled og vedblev at spille.
Det klang som Vaarvind og Fuglerøst,
Som Storm og knittrende Lue,
Som sukked og jubled et Menneskebryst
Ved Strøget under hans Bue.
Og mens han spilled, et Tog han saae
Af Syner forbi sig vandre;
Forrest to Oine natlig blaa,
Og dybt i Blikket et Bud der laa:
„Gjør Ret mod dig selv og Andre!”
Frem i en Sølvstrøm Tonerne flød,
Som aldrig ende de vilde,
Mens om ham fra Mund til Mund det lød:
„Hvor lærte Walther at spille?”
Og mer og* mer ved hans Toners Leg,
Mens selv han drømmende lytted,
Mens kæmpende Nag og Mismod veg,
Af Sindets Bølger en Tanke steg:
Mon dette for Guld jeg bytted? —
Saa vandred i Verden han ud paany,
For Sorgen lettet og trøstet;
Vidt over Lande fløi, Walthers Ry,
Og Nok af Hæder han høsted.
Nok fandt af Venner han fjernt og nær,
I Kongeborg og i Hytte;
Og spilled han ene for Vind og Veir,
Da eied han Venner i Sten og Træer,
Som var ham Nok til at lytte.
Men havde til Tider han Pungen fuld,
Var snarlig hans Eie svundet:
Han kunde kun sprede igjen sit Guld
Saa hurtigt, som det var vundet.
Og svandt det, som Regnen svinder i Sand,
Det angred ham aldrig længe;
Han havde et Ord da til Trøst paastand:
„Hvad Guld behøver en Spillemand,
Hvis Gige har gyldne Strenge?”