Jeg sad af Mismod bøiet
Ved Bordet, — skrev og streged,
Mens paa mit Blad for Øiet
En Flok af Solglimt leged.
De flimred og de dandsed,
De bød mig Pennen lægge;
Tilsidst jeg neppe sansed
Og maatte Vaaben strække.
Først da de fjerne Skove
Mig skjulte Solens Skive,
Turde jeg atter vove
At tage fat og skrive.
Men i mit Sind var blevet
Et Skjær af Sol tilbage:
Der blev et Vaardigt skrevet
Og ingen Tungsindsklage.