Det volder saa den Vintertid
Alt med sin Sne og Slud,
At ei den liden Urt i Vang
Tør see af Jorden ud.
Det volder saa den Vinterkuld
Alt med sin Sorg og Tvang,
At ei den liden Fugl paa Kvist
Tør synge mer sin Sang.
Og Sol vil komme, Græs vil groe
Og Fuglen slaae af Lyst;
Men der er Sorg i Hjertet,
Som fanger aldrig Trøst.