M’amie! Tak for Dit korte Brev,
Hvor dog Din esprit er at kjende,
Og for de velsignede Ord, Du skrev,
Fast end der var ikkun trende.
„Impossible” var mig en Sorg; men enfin!
„Lettre demain!”
Og det blev Nat, det blev Gry og Kveld
Anden Dagen tilende,
Og der kom Stjerner, et fuldt Kapel;
Men ikke kom Brev fra hende.
Jeg sov ind og vaagned med samme Refrain
„Lettre demain!”
Og det skumred atter, — jeg tænkte iblandt
Paa Dine to søde Øine
Og spurgte, om det kunde være sandt,
At Du kunde skrive Løgne —?
Saa tog jeg dit Brev —: „Impossible!" — eh bien!
„Lettre demain!”
Som en Vise „trykt udi dette Aar”
Dine Ord er mig evig unge;
De har frydet min Hu idag og igaar
Med Sang som en Engletunge.
Min Hjerte! det er en snild dessein,
„Lettre demain!”