I.
Naar Ven fra Ven maa skilles,
Mest græmmer da vort Savn,
Hvor spørgende vi stilles
Ved Gravens aabne Favn:
Hvor skal vi Klarhed hente
Og søge Sjælens Spor,
Naar det, som bedst vi kjendte,
Er dækt af Gravens Jord?
Men løft med Tro dit øie
Fra Livets Kamp og Saar,
Søg Svaret i det Høie
Paa det, du ei forstaaer;
Et Lys da seer du bryde
Af Nattens mørke Gjern
Og Haabets Rose skyde
Af Savnets Torne frem:
Et Trin af Livets Stige
Er Alt, hvad her vi naae;
Kun Tærsklen til Guds Rige
Den Jord, vi træde paa;
Kun Tynge for vor Færden
Det Svøb, vi efterlod,
Kun Støv fra Støvets Verden,
Som rystes af vor Fod.
II.
Saa give uden Klage
Vi Jorden det tilbage,
Som Jorden hører til;
I Herrens Haand vi lægge,
Hvad Han vil atter vække,
Med Tro, at Han det Bedste vil.
Vi veed, naar Vintren ender,
Sit Liv Han atter sender,
Saa Græs og Blade groer;
Vi veed, Han Intet glemmer:
Vi veed, Hans Kraft fornemmer
Det mindste Frø, som faldt til Jord.
Vi veed, Hans Øie vaager
For dem, hvem Dødens Taager
I Slummer tynger ned:
Hans Haand vil Mulmet sprede
Og frem til Lys dem lede,
Hvor Solen er Hans Kjærlighed.