Alt sænked Nattens Mørke
Sig over Bjerg og Skov;
Smaafuglen sov paa Kviste,
Og Folk i Ruhla sov.
Fra Smedjen kun, den lave,
Med sodet Væg og Tag,
Lød end i Kveldens Stilhed
Dens Eiers faste Slag.
„Luk op!” bad ham ved Døren
En Stemme — „jeg foer vild;
Lad mig inat faae Husly
Og Varme ved din lld!”
Sin Hammer sænked Smeden,
Han aabned, — titted ud:
For Tærsklen stod en Yngling
I maarbræmmet Skrud.
„Hvem er I?” spurgte Smeden
Og mønstred Gjæstens Dragt.
„Af vor Landgreves Følge;
Jeg var med ham paa Jagt.”
„Tvi den usle Herre!”
Lød Gjensvaret brat;
„For hans Skyld er det ikke,
Jeg huser jer inat.”
Lidt skræmmet Ungersvenden
Tog Plads ved Essens Skin:
„Mig tykkes dog vor Herre
Helt blød og mild af Sind.”
„Tvi ham” — mæled Smeden
Og drog i Bælgen haardt —
„For al hans bløde Mildhed,
Som gjør os ikkun Tort!
„Der sidder han paa Borgen
I Herlighed og Pragt,
Med Tavl og Vin og Fester
Og Minnesang og Jagt,
Og taler mildt til Alle
Og smiler vennehuldt,
Mens Landet om ham sukker
Og Bonden døer af Sult!
„Der sidder han og ænser
Kun Tant og Strengespil,
Imens de Store skalte
Med Landet, som de vil;
De røve, træde Smaafolk
Under jernskoet Hæl,
Og han — er lige naadig
Og mild og vennesæl!
„Det Hjertelag, han eier,
Der er saa blødt som Vox,
Det agter jeg saa meget
Som den øvrige F’loks.
Hans Veghed er en Vare,
Til nyttigt Brug saa slet
Som Jern, naar det er giødet
Og ikke hamret tæt!”
Og ud af Gløden rev han
Et Stangjern i Harm;
Ned sused Hamren, svungen
Af hans senestærke Arm;
Mens Gnister om ham dansed
Som Korn, naar Pleilen slaaer,
Med Slaget fulgte Ordet:
„Landgrev Ludvig, bliv haard!”
Og Slag paa Slag der hagled
Mod Stykket ned i Storm,
Som sukkende for Hamren
Gav efter og tog Form.
Den stuved og den strakte,
Den slog og heled Saar, —
Hvert Slag med samme Paabud:
„Landgrev Ludvig, bliv haard!”
Stum Gjæsten sad ved Ilden,
Mens Glødskjællene sprang
Og Jernet under Hamren
Med større Tone sang.
I Funkerne, som lyned
Om hans Sindal og Maar,
Lød stadigt end som Torden:
„Landgrev Ludvig, bliv haard!”
Saa strakte han paa Bænken
Sin unge, trætte Krop
Og sov, til næste Morgen
Ham Gryet vækked op.
Farvel han bød og styred
Mod Wartburg sin Gang,
Mens Smedens Røst og Hammer
Ham end i Øret klang. —
Og Aar var rundne siden
Over Thiiringens Land;
Dets unge Landgrev Ludvig
Var voxet op til Mand.
Det havde Folk fornummet,
Hist med Skræk, her med Fryd,
At Piben havde faaet
En ganske anden Lyd.
Han havde svunget Spiret
Med Mod, som bar sin Frugt:
Saa vide han det strakte,
Var Orden nu og Tugt.
Hver Stormands Herrenykker,
Hver Glød af Oprørsaand
Var slukt og spredt som Aske
Af hans jernfaste Haand.
Nu Kræmmeren med Karren
Drog tryg igjennem Skov,
Tryg Fruen var paa Borgen
Og Bonden bag sin Plov.
Thi frygted lidt man Djævlen
Og lidet mere Gud,
Saa voved Ingen mer at knye
Mod Jern-Ludvigs Bud. —
Det var en Kveld, da Solen
Alt veg fra Bjergets Top,
Og Folk med deres Arbeid
I Ruhla hørte op.
Fra Smedjen kun, den lave,
Med sodet Væg og Tag,
Lød end i Kveldens Stilhed
Dens Eiers faste Slag.
Det banked paa — han aabned;
Med Undren saae han ud:
Paa Tærsklen stod en Herre
I maarbræmmet Skrud.
„Gudsfred!" bød Gjæsten ham og tren
Ind ad den trange Dør
Og saae sig om i Rummet,
Hvor Alt var sort som før.
„Mindes du, Smed,” han mæled,
„At af Landgrevens Mænd
Kom hid en Nat og bad om Ly
En vildfaren Svend?
Du taled Ord vel mange,
Og stærke nok endda —?”
Til Panden tog sig Smeden:
„Nu mindes jeg det, — ja.”
„Men han, som lytted til dem
Og husker endnu Alt,
Var den, hvem Folk fra den Tid
Har Jern Ludvig kaldt.
Han kom herhid iaften
At spørge dine Kaar
Og see igjen den Hammer,
Som smeddede ham haard.”
Da bøied Smeden Knæet,
Hans Kind fik Glød derved:
„Til nu har Ingen sagt mig,
Jeg var saa god en Smed.
Mangt Arbeid har jeg hamret
Til Nytte og til Værn;
Men I var, Herre, sandelig
Mit bedste Stykke Jern!”