Det Tryllebaand, som binder mine Tanker
Til Krans omkring et fagert Haar med Ære,
— Ja, jeg har følt som Fangereb det snære,
Naar tidt jeg streife gad foruden Skranker.
Dog denne Slyngevaand, hvorpaa jeg anker,
Som har mig smykt med sine Blomster skjære,
Den, veed jeg nu, kan og i Storm mig bære,
Som Træet bæres af Lianens Ranker.
Og lyster stundom mig mod al Fornuft
At favne Skyen, lege med dens Ild
Og lokke Lynet af dets sorte Gjemme,
Mig drager atter dog dens Rosers Duft,
Og skjult i deres Kalk sig tænder mild
Min Arnelue, naar jeg sidder hjemme.