O, sænk mod mig dit Øie,
Deroppe, hvor du staaer,
Og lad dit Hjerte bøie
Af Sangen, som dig naaer!
Vidt lod jeg Hjertet drage
At søge sig et Maal;
Det vender dog tilbage
Til samme Arnes Baal.
Vidt lod jeg Tanken flagre
Med Fuglen over Strand;
Den søger dog sit fagre,
Forsvundne Drømmeland.
Vidt lod jeg Øiet drikke
Af tusind Blomster smaa;
Den ene fandt det ikke,
Som det gad hvile paa.
Vidt lod jeg Længslen ile
For fjernt at søge Bod;
Den fandt dog aldrig Hvile
Som fordum ved din Fod.
Saa langt som Solen skinner
Fra Havn og indtil Havn,
Hos ingen Anden finder
Jeg Lindring for mit Savn.
Saa vidt som Stjerner funkle
Og Maanen har sit Skjær,
Kan Ingen dig fordunkle,
Og derfor — er jeg her.
O, sænk mod mig dit Øie,
Deroppe, hvor du staaer,
Og lad dit Hjerte bøie
Sig til de svundne Aar!