Jeg sidder, som jeg saatidt har brugt,
Naar mit Arbeid ei kan faae Skik,
Naar mit Sind vil kvæges ved noget Smukt,
Og følger de legende Liniers Flugt,
De sære Former af Blad og Frugt
I Alhambras Ornamentik.
Midt i den bugnende Blomsterpragt,
Mellem Rankers Kniplingespind,
I de bølgende Liniers gjækkende Jagt,
Hvor de svæve som Luft og svulme med Magt,
Et enkelt, manende Sprog er lagt
Underfuldt roligt ind.
Mit Liv! Kan du forske den brogede Flor,
Som mit Hjerte slutter i Favn,
Du finder blandt Alt, hvad straalende groer,
Blandt Alt, hvad sig lunefuldt slynger og snoer,
Dog fast og roligt et enkelt Ord:
Dit eget elskede Navn!