Nu skumrer det alt over Veiens Træer;
Det trykker mit Sind, det Vinterveir,
Med Himmel og Jord uden Farveskjær
Og Lys i de knappeste Doser.
Men inde fra Stuen lyder en Sang;
Uden Begreb om, at Vintren er lang,
Synger mit Pus, mens hun traver sin Gang
„Pluk Roser!”
Jeg sidder og vrider et Vers, efter Skik,
Mens halvt jeg hører paa den Musik,
Og faaer mellem Stunder et lille Kig
Af hendes smaa røde Hoser;
De kredse om Bordet uafbrudt,
Mens regelmæssigt som en Salut
Hun sender sit Magtbud hvert Minut:
„Pluk Roser!"
Jeg kan ikke mine Trochæer frie
For Visens Rhythmer og Melodi,
Og Tankerne filtre sig ind deri
Med sære Metamorphoser.
Ikke et Øiebliks Ro man har.
„Annette maa ikke forstyrre Fa’er!”
Stort skal det hjælpe; jeg faaer kun til Svar:
„Pluk Roser!"
Jeg retter her og jeg sletter hist;
Der fattes iaften den rigtige Gnist,
Og Fødderne stikke helt fast tilsidst
I alskens Grøfter og Moser.
Jeg seer over Skuldren mod Døren hen:
„Men Tulle! er hun nu der igjen?"
Tulle vil sletikke høre et „men”, —
„Pluk Roser!"
Der staaer den i Døren, den stridige Trold,
Med alslags Skrammel i Forklædets Fold,
Og Oinene sige: Aa, Pokker ivold
Med dine Decimer og Gloser!
Der staaer hun og smiler, min lille Skat,
Syngende stadig som helt besat:
„Der sidder en Rose paa din Hat,
Pluk Roser!"
Quefaire? Om jeg skjænder, forslaaer det knapt;
En Stemme mig hvisker: Giv du kun tabt,
Naar Skjæbnen i saadan en Mund har skabt
De velbegrundede Skoser!
For Roserne faaer du dog ingen Ro;
Læg hellere Pennen og se, hvor de groe:
Der sidder paa Munden jo en, ja to, —
Pluk Roser!