O Rose, skjønneste i Rosenlunden!
Af Morgenskjæret fik din Kind sin Lød;
Dugdraabens Kys og Vindens Hvisken blød
Har vakt inat din fagre Knop af Blunden.
End aldrig kjendte du til Sorg og Nød;
Lysalfer vogted dig i Midnatsstunden;
Med Duggens Sølvmor stod du floromvunden,
Naar Solen brændte med sin Morgenglød.
Skudt op saa smekker som en Vidievaand,
Stolt bærer du dit Hoved uden Mage
I Lyset, som sit Guld omkring dig slaaer.
Kunde du plukkes af en dristig Haand?
Jeg veed ei; min har Noget holdt tilbage:
En Glands, en Duft, der fra dit Bæger gaaer.