I Saxland er der bygget
Af Klippen selv en Borg;
Der hused engang Herrer
I Tryghed uden Sorg;
En vældig Stamme, runden
Af Bjergets egen Rod:
Det var de stærke Kæmper
Af Oldtids Jætteblod.
Henover Eges Tykning
Som gjennem Lyng de skred
Og skued uforstyrret
Fra Bjergetinder ned.
I Fred og Mag de dreve
Paa Skov de vilde Svin
Og drak i Klippesalen
Den ædle, gamle Vin.
Eendrægtigt leved Slægten
I al sin vante Færd
Og gjorde Ingen Skade,
Naar Ingen korn dem nær.
De vilde Dyr og Fugle
Fandt Ro i Skovens Skjød,
Hvor aldrig Klang af Øxen
Den vante Stilhed brød. —
Det var en Dag i Vaaren,
Mens alle Fugle sang,
Den lille Jættedatter
Gik ud for første Gang.
Fra Tind til Tind hun hopped,
Som Menneskenes Smaa
Fra Tue sees til Tue
I Ellemosen gaae.
Med Eet hun glad forundret
I Løbet stille stod;
Et sælsomt Syn hun øined
Paa Sletten for sin Fod:
Der drev en lille Bonde
I sindig Sneglegang
Med to smaa røde Oxer
Sin Plov henover Vang.
De lokked altfor meget,
De mærkelige Ting;
Og uden Tøven var hun
Dem nær i et Par Spring.
Ud bredte hun sin Kjortel
Tvers over Mark og Sti
Og feied hele Krammet
Med Haanden ind deri.
Saa sprang hun over Bjerget
Igjen fra Tind til Tind
Og kom med glade Miner
I Fædrehallen ind.
Med sine nemme Fingre
Hun stilled uden Ord
To Oxer, Plov og Bonde
For Faderen paa Bord.
Høit klapped hun i Hænder
Og lo, saa Bjerget klang:
«Se, Fader! Se dog bare
Mit Legetøi engang!
Du gav mig til min Morskab
Jo nok adskilligt Godt;
Men aldrig saae jeg noget
Saa Nydeligt og Smaat!»
Men over Gubbens Aasyn
Et sorgfuldt Træk der gled,
Mens længe taus han stirred
Paa Legetøiet ned.
«Saa smaat det er,» han mæled
«Som krydser her vor Sti, —
Hvor de forst sætter Foden,
Med os er det forbi.»
Forknyt den Lille stirred
Sin Fa’er i Øiet ind,
Imens mod Kæmpehaanden
Han støtted mørk sin Kind:
«Hvad Skade kan han volde,
Den lille bitte Mand?
Det Hele kan jeg tage
Og drukne i min Spand!»
«Det baader ei;» lød Svaret;
«Jeg kjender dem for grant:
Bring atter det paa Stedet
Tilbage, hvad du fandt.
Den Kamp har altfor ofte
Vi prøvet og forsøgt:
Mod Mennesket ei hjælper
Vor Jættekraft og Kløgt.
«Hans lille, seige Vilje
Til Himmelbuen gaaer;
Igjennem Bjergets Grundvold
Han Jordens Hjerte naaer.
Han strækker over Bølger
Fra Kyst til Kyst sin Haand
Der er ei Kraft i Verden,
Han lægger jo i Baand.
«Han gransker Havets Dybder
Og Tordenskyens Graa;
Han lærer sagtens Lynet
Som Træl med Bud at gaae.
Hvad vi af ham kan vente,
Det har jeg længst erkjendt:
Hvor Mennesket os møder,
Er Kæmpers Saga endt.» —
I Saxland kneiser Klippen
Endnu mod Himlen strakt;
Men Mennesket i Lænker
Har Jættekraften lagt.
Hver Tinde har det rækket,
Hver Plet, dit Øie seer;
Om Kæmper veed kun Sagnet,
Men ellers Ingen mer.