Sad en Ungersvend i Drømme
Svanedammen nær,
Saae derude Flokken svømme,
Saae dog en især:
Neppe færdig til at flyve,
Dog blandt alle syvogtyve
Ikkun den hans Hjertenskjære
Tyktes alt at være.
Og han gik, — han kom og saae den,
Gik og kom paany;
Altid midt i Dammen laa den,
Lige fjern og sky.
Ingens Røst den laante Øre,
Ingens Haand den turde røre;
Hver, som prøved det, har sandet,
Han gik der i Vandet.
Tiden fløi, og Svanen prøved
Styrken selv til Flugt;
Ud og hjem den Luften kløved,
Vidt blev Vingen brugt, —
Hos San Marco’s Duer solet
Og hos Gæs paa Capitolet;
Dog hos En i Danmark hjemme
Gik den ei i Glemme.
Atter han ved Søen dvæled,
Svanen i den svam;
Ingen veed, hvad Ord han mæled,
Da den brat skjød Ham, —
Om en Trolddom var i Følge
Med den første Foraarshølge, —
Nok det er, han kom saa fage
Med en Brud tilbage.
Nu er Løvets Skygger brede,
Luften mild og lun,
Nu de To har bygt en Rede
Fuld af Svanedun.
Held da nu med Fjederhammen,
Naar I prøve Flugten sammen!
Hvor I flyve, hvor I dykke,
Begge To tillykke!