Prolog
ved en Forestilling til Fordel for Dronning Louises Børneasyl.
ved en Forestilling til Fordel for Dronning Louises Børneasyl.
Ei blot til Lyst i Kveld vi samles her:
Bag Teppets Hegn og Lamperækkens Skranke
Der stiger frem for os en Alvorstanke,
Som over Scenen kaste bør sit Skjær,
Ja danne Baggrund for de Vexelsyner,
Der flygtigt i dens Billedramme lyner;
Og som det Lyse sees mod Mørket stillet,
Saa speiles Livet selv i dette Billed.
Thi under Livets vide Bølgeflade,
Hvis Toppe høit i Lykkesolens Glans
Foroven træde let i sorgløs Dans,
Der dølges Lag, som ingen Sol gør glade —
En Skare, lænket af sin Skjæbnes Vægt,
Som hages fast ved den, Slægt efter Slægt;
Hvor Barnet, uden Hjelp stødt ud i Livet,
Maa træde Sporet, som engang er givet,
Kan aldrig løfte sig som Fuglen kjækt
At søge, fjernt fra hine traadte Veie,
Det Ungdomsland, som dog er Alles Eie.
Og blandt de mange Maal, som Tidens Aand
Har sat os, er at løse dette Baand,
At ikke Ungdomskilden strax skal dæmmes,
Dens Klarhed plumres og dens Frihed hæmmes, —
At ikke Barnehjerterne skal isne,
For tidligt rørt af Livets bittre Kuld,
At ei i Udspring alt de Frø skal visne,
Der udsaaes ovenfra med gavnmildt Huld
I straatakt Ly som under Kronens Guld, —
At Veien til en frodig Livsensvaar
For alle dem, som tørste nu derefter
Og selv gad vinde den ved egne Kræfter,
Skal holdes aaben selv i Armods Kaar.
Lidt har vi gjort, og Meget staaer tilbage;
Dog, stiger alvorsmørk end Tanken frem
Mod Rummets Glans og Lamperækkens Bræm, —
Et Lysglimt kan vi dog af Mulmet drage:
Der, hvor ei Kamp mod Skjæbnens Haardhed skyes,
Der, hvor ei Offeret og Byrden flyes,
Er end til Værket Kræfterne kun svage, —
Der kaster Kjærligheden dog sit Lys.
Til den vi tale, — den, som aldrig trættes,
Med Tak for, hvad ved den er skeet og skeer,
Med Tro paa, at den vil og mægter Mer;
Thi skal engang hin Armodsbyrde lettes,
Maa Vægten løftes af dens Vingefjer.
Og bruser Tidens Hav end mangefold,
Og tales lydt om undertrykte Slægter,
Og lyster Mangen end og troer, han mægter
At læge Verdens Saar med Had og Vold,—
Det vil engang dog blive kjendt og mærket,
At Ufreds Aand er magtesløs og gold,
Og at kun Kjærlighed kan fremme Værket. —
Vor høie Dronning! Moder for saamange
I Ringhed Baarne som af Fyrsteslægt,
Hvis Mildhed dvælet har de hundred Gange
Ved straalagt Vugge, som ved purpurdækt!
Maa Værket trives ved din Varetægt
Og i dit Navn en Sommergrønhed fange
Saa rig som den, du fra de danske Strande
Har ladet strømme vidt om Verdens Lande!