Saa mangen Gang jeg anket har
Paa Somrens korte Dage,
Naar kun som Gjæst den til os kom
For hastigt bort at drage.
Dog siden du mig gav din Tro,
Jeg har ei tænkt paa Sommer,
Ei spurgt, hvi Solen kom og gik
Med alle fagre Blommer.
Nu visner ude Græs og Løv,
Og Svalerne er fløine;
Men inde har jeg Sommer end
I dine skjønne Øine!