Det mælede stolten Jomfru,
Paa Høieloftsbro hun stod:
»Hvo leger paa Streng i Kvælden
Og gjør mig i Huen mod?
»Hvo slaaer Guldharpen i Lunde
Saa sært, som vare han To?
Den Ene gjør mig saa sorgfuld,
Den Anden gjør mig saa fro.
»Den Ene beder mig dvæle,
Den Anden at flye fuldbrat;
Ihvo den Sanger mon være,
Jeg maa ham kjende inat!«
Det var den fagre Jomfru,
Tog over sig Kaaben graa;
Saa monne hun sig i Lunden
Den Sanger tilmøde gaae.
Det var Dværgekonning,
Han traadte hende nær:
»Velkommen hid, stolten Jomfru!
Jeg haver jer længe kjær.
Og ville I med mig gange
Og følge mig over Aa,
Perler og Sølv hin hvide
Skulle I af mig faae.«
Saa slog han Harpen med Snille,
At Skoven lytted dertil;
Ei kunde den Jomfru Andet
End følge efter hans Spil.
For gik Dværgekonning,
Han var helt fro i Sind;
Efter gik stolten Jomfru,
Hun var saa bleg om Kind.
Der de kom til Stente,
Da var hun træt og mod;
Der de kom til Spange,
Da snublede hendes Fod.
Det var den skjønne Jomfru,
Hun havde saa stor Uro;
Hun kunde for Angst og Møde
Ei sætte sin Fod paa Bro.
Han slog Harpen med Vælde,
Han slog Strengen med List,
Han lokked de Fisk fra Bunde,
De Fugle neder fra Kvist.
Han slog Væld af Bakkehæld
Og Blod af Stenen graa,
Han slog Ild af Skyen
Og Stjerner af Himlens Blaa.
Han lokked hende i Timer,
Han lokked hende i to;
Alt maatte den Jomfru følge
Og sætte sin Fod paa Bro.
Da gol Hanen i Gaarde,
Det hørtes saa langt af Led;
Det var Dværgekonning,
Han sortned som Jord derved.
Mæled det Dværgekonning,
Han stilled sit Strengespil:
»Nu tvinges jeg til at tale,
Fast end jeg det ikke vil.
»Havde blot lidet længer
Du hørt paa min Harpeslæt,
End vare du hvid som Sneen,
Du havde dog fanget Plet.
»Vare du hvid som Duen,
Som Lilien af feirest Rod,
I Høien hos mig er Taage,
Og Duggen er sort som Sod:
»Gav du mig Maanen fra Himlen
At lyse op i min Vraa,
Den vilde sit Skin dog miste
Og Lyde i Høien faae.
»Gav du mig Solen hin klare
At skinne høit i mit Bur,
Jeg kunde, enddog jeg vilde,
Ei vogte den blank og pur.
Og havde du lydt min Villie
Og fulgt mig over den Bro,
Ret aldrig mere i Verden
Havde dit Sind faaet Ro.
Ænddog du var Høiens Dronning,
Dværgkonningens Adelviv,
Dig selv du vilde ei kjende
Mer i dit hele Liv!« —
Bort gik Dværgekonning,
Han vandred i Høien ind;
Alene stod stolten Jomfru;
Hun var saa bleg om Kind.