Det dages alt; jeg sidder her
Og har ei Bogen endt;
Foran mig staaer i Lampens Skjær
Portraitet — et bekjendt.
Jeg seer i Haven ved Dit Hjem
Med Sommerhat Dig staae;
I Skyggen af den lyse frem
De dybe Øine graa.
Hvergang jeg løfter fra min Bog
Mit Blik en Smule skraat,
De spørge i det vante Sprog:
„Hvad tænker Du for Godt?”
Og mer og mer jeg drages ind
I deres lyse Kreds,
Til midt i Arbeidslampens Skin
Kun Dine Øine sees.
Jeg mærker, det er spildt, hvad mer
Jeg læser, blot af Pligt;
Men da jeg reiser mig, jeg seer,
Her ligger dog et Digt.