Glugmaanedsaften. — Ude Sne
Men inde Lys og Hygge;
Ovnildens røde Flammer lee
Og trodse Aftnens Skygge.
Paa Ruden skinner Maanen mildt
Og seer, hvor Frosten tegner
Et Blomsterbed, helt ellevildt
Af Palmer og af Bregner.
Det ringer, — Nøglen dreies om
Derude i Entreen;
Jeg hører Trin af En, som kom
Og stamped af sig Sneen.
Og for mit Øie tegner sig
Et tidt oplevet Minde:
Scenen som nu; foruden mig
Blot een Figur herinde:
Et sort og hvidt kvadreret Shawl,
To Fødder smaa, som fryse,
Et Ansigts yndige Oval,
To Øine graa, som lyse.
Døren gaaer op — i Lampens Skin
Grandtantes Ansigt straaler —
O du mit gyldne Drømmespind,
Hvor lidt du Lyset taaler!