Om ikke dog Stærenes Fløiten vil vække
Smaablomsten i Eng og i Abildgaard?
Om ikke den slumrende Dronning vil strække
Sit Spir over Skoven iaar?
Om ei hun sit Loft med Smaragder vil tække,
Sin Tilje med Pragtmosaiker belægge?
Tør snart vi den vente, den straalende Vaar?
Naar?
Men ei kommer Abild og ei Anemoner;
Kun Granen har Grønt og kun Skyen har Sne;
End ei noget Pust fra mildere Zoner
Vil løfte dens Dødningeble.
Det er, som om Stæren i Bøgenes Kroner
Forgjæves har fløitet de lokkende Toner —
Dog haab, og endnu vel et Under kan skee,
— Se! —
Skyslørene splittes og Himmelen titter
Blaaøiet af Svanedunstæppernes Gjemj
Det suser i Kviste, det hvisker og fritter:
»Er atter vor Frue vendt hjem?«
Der vaagner et Haab under Grenenes Gitter,
En Trolddom, der byder, en Jubel, der smitter:
Vaagn op nu, hver Smaablomst, og Ordet fornem:
Frem!
Og Knopperne hviske: Kast Sorrig og Vrede!
Der kommer en Dag, som paa Alt raader Bod;
Der kommer en Ven, som har Raad til at brede
Grøn Sindal og Fløil for din Fod, —
En Vaar, der det sidste Lag Taager vil sprede,
Dens Fakkel er tændt, og dens Karm holder rede;
Den kommer, den stiger, den straalende Flod!
Mod!