Fenrisulven, vil man vide,
Bunde Aser med en Lænke,
Gjort af Stoffer sex, saa fine
Og saa stærke, man kan tænke
Kvindeskjæg og Bjørnesener,
Bjergenes de dybe Rødder,
Fuglespyt og Fiskeaande,
Sagtest Lyd af Kattefødder.
O, det læser man i Skolen
Og har Lyst derved at smile,
Før man selv faaer Lænken snoet af
Stoffer, ligesaa subtile:
Kvindesmil og Taarescener,
Sommeraftenluftens Sittren,
Maanens Sølv, Jasminens Aande
Og en Silkekjoles Knittren!