Om vel jeg atter skulde see de hvide
Sølvklokker, sagte rørt af milde Vinde,
Vaarlysets Altarkjerter nytændt skinne,
Nye Blomster strøes, hvor Toget frem skal skride, —
See lyse Vætter Guldet atter tvinde
Til Dragten, Bruden bær ved Solhvervstide,
Og fra min Luth dog ingen Toner glide
For Dig, min favre Viv, min Elskerinde?
Jeg føler om mig tusind Strenge bløde
I fulde Harmonier sammenklinge
Som i vor Ungdoms første, lyse Dage;
Og mine Sanges nye Førstegrøde,
Hvis Ord en fattig Tak Dig ikkun bringe,
Maa Du med denne Krans Konvaller tage!