Tidliggrønne Bukkarblad!
Lidt i Skoven kun du pryder;
Mer dog i den kvalme Stad
Skattes dine skjulte Dyder.
Dig, hvem i din Fødestavn
Faa kun ænse eller sanse,
Hjemme dog Enhver af Navn
Kjender grant som „grønne Kranse”.
Mens vor Ungdom, vaarombrust,
I det Frie kan Stuen glemme,
Bærer du et Skovluftspust
Fjernt til dem, som stænges hjemme.
Thi, som Druens ædle Vin
Først med Aldren bringer Duften,
Fylder du med Vellugt fin,
Naar du visner, Stueluften.