De bad mig skrive et Forord;
Halvt føler jeg det som en Pligt;
Dog, mens jeg tænker derover,
Former det sig som et Digt.
Jeg husker saa grant den Aften,
Da første Gang jeg Dem saae:
De sad i det fine Selskab,
Sortklædt og med Hue paa.
De sad ved det pyntede Grantræ
I Julelysenes Skjær;
Jeg standsede just i Døren
Ost tænkte: Hvem sidder der?
Og; Husets milde Værtinde
Hørte jeg sige med Et:
«Marie, af Deres Digte
Maa vi dog høre lidt!»
Der kom et Smil paa mit Ansigt,
Jeg holdt mig tilbage taus;
Det er jeg nu engang vant til,
At, hvad jeg hører, er snavs.
Men Smilet svandt, som jeg lytted
Og fandt, af Forundring fuld,
I Versene stundom Noget
Af Digtningens ægte Guld.
Og naar der blev hvisket til mig:
«Er dette Noget, som duer?»
Saa kom det Svar mig paa Læben:
Det er en Digternatur!
Men naar De nu har dem trykte,
De Vers, som jeg hørte der,
Og beder mig om et Forord,
Saa faaer De kun dette her:
Jeg troer paa en anden Verden,
Hvor meget Stort bliver smaat,
Men ogsaa Smaat bliver større,
Naar kun det var inderst godt, —
Hvor ikke det Meget gjælder,
Hvad Sort paa Hvidt man har lært
Men hvad man har tænkt og villet
Og hadet eller havt kjært, —
Hvor Evner, hvis Væxt blev stækket
Hernede af Storm og Slud,
Maaske vil springe i Solskin
Med straalende Blomster ud.
Kanhænde, at Folk i Mængde
Forsøge sig der som her
Og skrive utallige Digte
Af større og mindre Værd.
Kanhænde, at vi To begge
Vil gjøre det der engang,
Og at der er Færre, som lytte
Til min end til Deres Sang.
Kanhænde, jeg kommer til Dem saa
I Tvivl, om min egen duer,
Og føler mig tryg, hvis De siger:
«De er en Digternatur!»