Du vil, jeg et Ord skal forgjette,
Et Ord, som mit Løsen blev,
Du vil, jeg dit Navn skal slette
Af alle de Sange, jeg skrev?
Det Navn, der i Nøden og Sorgen
Saa fuldt som i Lykke og Held
Var min første Tanke hver Morgen
Og min sidste Tanke hver Kveld?
Det Navn, som jeg angst og bange,
Saatidt jeg snubled og faldt,
Har hvisket hundrede Gange
Og kaldt til Hjelp, naar det gjaldt, —
Det Navn, til hvis Pris jeg gad ride
I Skranken og fordre til Dyst,
Det Navn, hvorfor jeg kan lide
Hvert Savn og hver Smerte tyst?
Det Navn, hvis Trolddom har givet
Mig Plektret og Lyren i Haand,
Som, naar Alting brast, mellem Livet
Og mig var det eneste Baand, —
Det Navn, som i hele Vrimlen
Al Alt, hvad jeg fandt paa min Gang,
Af Toner paa Jord og i Himlen
For mig er den skjønneste Klang, —
Det Navn, som jeg gjerne gad riste
Med Stjerner paa Himlens Hvælv;
Og det kan du troe, jeg kan miste
Uden at miste mig selv?
Det kan du tænke dig slettet
Af Alt, hvad jeg sang til dig?
Mit Liv! Saa har du ei gjættet
Endnu, hvad dit Navn er for mig!