I.
Til kgl. Kammersanger P. Schram.
Det er sagt saa ofte i denne Bog
Af større Mænd i et større Sprog;
Bogen er næsten af Storheder tung,
Med hvilke jeg kun har min Tak tilfælles,
En Tak, der som Draabe i Havet maa tælles
Era en af de Unge, som snart vil ældes,
Til en af de Gamle, som altid er ung!
II.
Til Frk. E. E.
To Draaber smaa for min Tanke staa,
Som jeg aldrig kan kjende Forskjel paa,
To runde smaa Æbler paa samme Gren,
To Sylfer i Flugt med smaa flinke Ben.
Tilfældigt er nys jeg bleven saa klog,
At den Ene er Eier af denne Bog;
Men hvem det vel er af de Tvende,
Det lærer jeg aldrig at kjende!
III.
Til Frk. B. H.
Naar man ser hos Fru H— en Bog som denne,
Troer man naturligt, den tilhører hende;
Og da jeg desaarsag har været saa fri
At stjæle den hjem for at skrive deri,
Er min Følelse nu som en Ildgjerningsmands
— Jeg kan sige specielt som Skriverhans’ —
Da jeg opdager her imod min Vilje
At være brudt ind hos en anden Familje.
Jeg vil stjæle mig selv paa det Snareste bort,
Men for Høfligheds Skyld dog lægge mit Kort!
IV.
Til min Forlægger.
Fast en „Sängerkrieg” er jo denne Bog;
Lad mig skrive et lille beskedent Sprog,
Som ikke skal prøve Kræfter
Med noget for eller efter, —
En velment Hilsen til denne Gaard,
Hvor Skjalde var Gjæster Aar efter Aar
Og efterlod skjønne Tanker,
— Tidt paa Loftet i hele Banker —:
Gid Huset leve og blomstre maa
Med vort Broderskab og dets Gildeskraa,
Til Digternes hele Klynge
Engang er træt af at synge!
Gid aldrig Skabet maa fattes Lin,
Gid aldrig Bægret maa fattes Vin,
Gid aldrig dets Øverstestue
Maa fattes en fager Frue!
V.
Til A. R., med et Ornament.
Da nu min Skat af Vers er mæt,
Saa faaer du nøies med en Tegning;
Et Digt kan ikke svare Regning,
Da nu min Skat af Vers er mæt.
Forlad, jeg her har levnt en Plet
Blot til min Hensigts Understregning:
Da nu min Skat af Vers er mæt,
Saa faaer du nøies med en Tegning.