Ernst von der Recke (1848–1933)

Hil Jer, Skud af Danmarks gamle,

Friske Kongetræ,

Hvor til Fest I Eder samle

Under Kronens Læ!

Her, hvor Mark og Skov end gjemmer

Lyd af Eders Barnestemmer,

Her skal og I Eders Minde

Gjemt i Hjerter finde!

Fyrster, I, som over Bølge

Kom fra Vest og Øst,

Som i Fred med Beilerfølge

Gjæsted før vor Kyst,

I, som i Jer egen Sommer

Planted Danmarks Rosenblommer, —

Hil Jer, naar dets Glædesdage

Endnu hid Jer drage!

I, som fik og gav tilbage

Hjerter her engang,

I, som lærte af en Mage

Sprogets bløde Klang,

I, som Danskes Hylding skatte,

I, som vore Toner fatte,

I skal og til Gjengjæld lære,

Jer har Danmark kjære!

Hil Dig, Krans, hvis Knopper gjemme

Rigers Fremtidshaab!

Lad den Aand, som her har hjemme,

Give dem sin Daab:

Naar sig Eders Veie skille,

Gid som her i Storm og Stille

Dog en „Fredens Borg” Jer Alle

Sine Børn maa kalde!