Der staaer en Brønd i vor egen Gaard,
Hvis Vand har kvæget mig Aar efter Aar
Fra Dybet løftes det blankt i Spanden,
Kjølende friskt midt i Sommerbranden.
Og du kan tømme saameget, du vil,
Det strømmer kun stadigt friskere til;
Og du kan øse, til Dag er omme,
Enddog ei synker Vandet en Tomme.
Men vil du i Maaneder fra den gaae,
Da er ei Brønden at lide paa;
Og kommer igjen du da, tryg i Sinde,
Kan hænde, at Vandet du sygt vil finde.
Det har jeg mærket og lært forsand,
At Kjærlighed er som Brøndens Vand:
Den vil, at man af dens Dyb skal tømme,
At Aaren altid med Liv kan strømme.
Og øser du af den kun af og til,
Vel muligt, at lidt den dig fryde vil;
Men bedre og bedre dens Drik dig bliver,
Jo mer du tager, jo mer den giver.