I Bremens Stad er der Nød og Sorg,
Haardt trænges den ude og inde:
Hr. Moritz, Greve af Oldenborg,
For Porten staaer som dens Fjende.
Mensvorne Raadet og Borgerne der
Er traadt hans Ære og Ret for nær
Og har ei ænset hans Klage;
Nu kommer han rustet med Ild og Sværd
For Retten med Magt at tage.
Ned rulied fra Nord en Bølge af Jern
Mod Bremens trodsende Mure;
Der holdt imod den ei Diger og Værn,
Der hjalp ei Vagt eller Kure.
Og stred end Borgernes Flok med Mod,
Og maatte end Fjenden kjøbe med Blod
Sin Vei over Byens Agre,
Dog stadigt nærmere Fod for Fod.
Saaes Oldenborgs Banner flagre.
For Osterthor efter vunden Seir
Lod Greven sin Ganger springe;
Paa Byttet sikker slog der han Leir;
Ham lysted kun lidt at tinge.
Fra Byens Mur Forsvarerne saae
Forstaden i Luer mod Himlen staae
Og hørte Bjelkerne brage;
Da svandt alt Mod hos de sidste Faa,
Som havde en Rest tilbage.
Thi inde hused end større Nød
End Fjendernes Sværd og Flammer:
Usynlig vandred „den sorte Død”
Sin Gang fra Kammer til Kammer.
Som Ax for Høstmandens Slag at see
Sank Tusinder, meiet af Pestens Le,
Og Rædsel sig gjød over Alle,
Til fast det tyktes den mindste Ve
For blanke Vaaben at falde.
Da blev et Speiderbud Moritz bragt;
„Hr. Greve! blæs strax til Vaaben!
Paa Byens Mur er ei længer Vagt,
Og Porten selv fandt vi aaben.
Vi voved os ind — alt Liv er som slukt,
Døden har knækket al Kraft og Tugt;
Vil flux til vort Raad I lytte,
Da ligger en Skat nu som moden Frugt
Uden Sværdslag for os som Bytte.”
Med bøiet Hoved Grev Moritz stod,
Mens Hæren sig om ham flokked
Og Byttelystens voxende Flod
Alt Skarernes Krigstugt rokked.
Da mæled med Ære han der et Ord:
„Er Stadens Jammer alt nu saa stor,
Helt svart er Uretten hævnet;
Men er den alt bøiet saa dybt til Jord,
Forvist har ei vi det evnet.
„Gud Herren fører mod Bremen Krig,
Han rammer bag Mur og Skjolde;
Vist kunde han gjort os selv til Lig
Den Stund, han vilde det volde.
Og fandt I Byen for Mænd fast tom,
Det kjendes, at han som Betvinger kom
Før os, vor Agt at formene:
Vi tør ei røre hans Eiendom,
Thi hans er Byttet alene.”
Saa talte Greven; helt strengt han bød,
Og tause hans Mænd sig bøied;
Der blev ei Mere til Stadens Nød
Af Brand og af Hærgning føiet.
Flux skikked han Bud i Raadets Gaard;
Forlig han bød dem og gode Kaar;
Vel maatte hans Sind de kjende.
Saa lægtes atter de slagne Saar,
Og Ufred og Nag fik Ende.