Nu bæres hun bort, mens hun slumrer kvær
Bag Kistelaaget;
Mon ikke dog Sang paa den sidste Færd
Bør følge Toget?
Mon ikke den endnu maa fange Liv
Ved hendes Kiste,
Hvem Sang mer end nogen Adelviv
I Verden priste?
Der ligger hun kold i sit Brudeslør,
Snehvid og stille,
En Vinter, hvor aldrig Isen tøer
Og Bølger spille.
Engang ei saa hvidt et Skjær der flød
Om hendes Kinder:
Da ligned de Rosen i Morgenrød,
Før Duggen svinder.
Da hilstes Knoppen, der just sprang ud,
Af stemte Strenge;
De klang om en Digters fagre Brud
Og dirred længe.
Og saadan lød Sang i firti Aar
Med Toner skjære
Fra ham i en evig Elskovsvaar
Til hendes Ære.
Den steg til hans sidste Aandefang
I klare Bølger,
Da selv han vandrede did sin Gang,
Hvor hun ham følger.
Og hviles hun nu i sit Brudelin 1
Med lukket Øie,
Det bær hende end som en Fjerdragt fin
Fra Livets Møie.
Saa held hende paa hendes dunkle Vei,
Den blege Frue!
Hun vaagner vel atter som Blomst i Mai
Med Rosenslue!
Og vækkes hun hisset af stakket Blund
Til Sol og Sommer,
Staaer han og siger med Smil om Mund
De Ord: «Du kommer —!»