I.
Kirkens Klokker atter ringe,
Bud om Land og Sø de bringe,
Bud, de lod for Slægter klinge
Om den stille Uges Fred.
Een Gang blot de ei med Freden
Klang fra Byen ud paa Rheden,
Ringed ind til Evigheden
Mænd, vor Hu skal dvæle ved.
Hundred Aar hver Klokketunge
Lod sit Paaskebudskab runge;
Hundred Aar til Gravs de sjunge
Efter hin Skjærtorsdagsstund:
Had den saae med Flammer mødes,
Jern var Brødet der, som brødes,
Mandeblod den Vin, som bødes;
Psalmen sang Kanonens Mund.
Halvhundred Snekker strøg ad Sundet hen
Med Avindskjold, — vor Manddom gad de friste;
Mod Skjæbnen stod os Ingen bi som Ven:
Vor egen Kraft dens Runer maatte riste.
Som Haiers Sværm mod Kysten op de svam,
Mens vore laa som fast til Bunden groede;
Kun En mod To vi bied deres Ram:
At staafe var Alt, vi mægted, — og vi stode.
Vi stod, mens over Hav med Lag paa Lag
Tolvhundred Ildsvælg Kugler mod os spyede;
Og høit vi skrev i Straaler om vort Plag:
Vort Mod har ikke Britten kunnet bryde!
Vi lærte ham, i Røg og Flammer svøbt,
Hos os blev kun som Vrag en Prise funden;
Vi risted paa hans Skrog, at dyrt var kjøbt
Hans hæderløse Seir, som knap var vunden!
Og endnu dirrer over Sø
Paa denne Dag i Vaar
En Mindeklang, som ei skal døe,
Mens Danmarks Hjerte slaaer.
Den svæver hin Aprildags Gry
Om Kæmpegravens Muld,
Den kranser Olfert Fischers Ry
Og Dagens Heltekuld.
Den synger for hver Snekkestavn
Paa Danskens Vei til Ros,
Den nynner der et Yndlingsnavn
Med Navnet Willemoes.
Den toner lige lys og ren
End efter hundred Aar
Om «Dannebrog» og «Prøvesteen»
Som kun i Sang bestaaer.
Saa bringe hvert Aar den atter Bud
Fra dem, som for Danmark døde!
Den lære vor Slægt at staae for Skud
Og mandigt som hin forbløde, —
At troe paa os selv og troe paa Gud,
Skal Fjenden engang vi møde!
Høit lyse den Dag i Mindets Pragt
Og lade med Tak os kjende,
At Fædrenes Ros af Ham blev lagt
Os selv som en Skat i Hænde,
En Kalk, han for os har fyldt til Pagt,
Som Styrke vort Folk skal sende!
Dog, sætte vi selv ei Livet ind,
Vil blot vi til Daad os drømme,
Og drikke vi Rus af Ærens Skin,
Det Bæger os selv skal dømme.
Thi give os Gud det rette Sind
Til værdelig det at tømme!
II.
Du, hvis Vælde Kloden veier
Som et Sandskorn i din Haand,
Skifter Nederlag og Seier,
Bøier, løfter Folkets Aand, —
Lær os søge Dig i Vaade,
Kun af Dig os lade raade.
Du, hvis Bud lod Danmark stige
Som vort Hjem af Bølgens Grav,
Lær mod Fjender os at krige,
Som vil øde, hvad du gav, —
Lær for Alt os først at knuse
Dem, som hos os selv vi huse!
Men kan dem vi overvinde,
Bød da Du vor Evnes Brist,
Hvor vi udenfor os finde
Vold i Pagt med Løgn og List!
Giv os Du mod dem at være
Mænd af Mod og Mænd af Ære!