Atter kommer Vaaren, baaren
Af Sydvesten til vort Hjem;
Over Eng og Ager drager
Seierrig dens Fylking frem;
Luftens lune Strømme tømme
Grøde over Markens Flor;
Vaarens Drømme
Fylde Luft og Sø og Jord.
Snart iblandt Violer soler
Den sin Kind i Lysets Pragt,
Snart den om sin Skulder ruller
Foraarsskyens lette Dragt,
Og mens over Egnen Regnen
Sænker kvægende sit Bad,
Ruller Bregnen
Op sit fine, grønne Blad.
Atter hid Skjærsommer kommer
Med sin Himmel og sin Sol;
I de lyse Nætter fletter
Den sin Krands om Nordens Pol.
Gjennem Skovens Haller falder
Blødt og dæmpet Solens Skin;
Smaa Konvaller
Ringe Blomsterfesten ind. —
Elskte! Mens vi Andre vandre
Sammen under Bøgens Tag,
Hvor bag grønne Gittre sittre
Finkens Kvad og Droslens Slag,
Lade vi vor Tanke vanke
Milevidt fra Hjemmets Flor
For at banke
Paa et Vindu fjernt mod Nord.
Fjernt hos En, vi savne, havne
Tankerne i aarle Gry,
Og i Kveld de bedste gjæste
Dig med Aftnens Purpursky.
Tyst paa Vaarens Vinge svinge
De i Flugt sig om din Kind:
De skal bringe
Lys og Foraar i dit Sind!