Det kan ikke hjælpe, — de trænge paa:
Der er Fugle idag, der vil ud at slaae
I Toner glade og stærke,
Svinge sig høit i det lyse Blaa
Omkap med den kvidrende Lærke,
Og hvor deres Vei idag vil gaae,
Det kan jeg paa Jublen mærke!
De vakte mig nys, de leged og lo
Omkring mig, mens jeg mig vugged fro
I Drømmens luftige Gynge;
Det er Fugle, der ei har Rist eller Ro,
Naar ei de for Dig kan synge, —
Saa flyv! Nu slipper jeg løs, min Tro,
Hele den glade Klynge!
Til Dig, min yndige Hjertenskjær,
Et Bud i det gyldne Morgenskjær
Med alle de sværmende Fugle!
De sænke sig let, Dit Lønkammer nær,
Som end Gardinerne skjule;
Luk Vinduet op for det Bud, de bær,
Og smil saa til det en Smule!