Det undrer du dig over,
At jeg er „Ingenting”,
At uden Plan jeg driver
For Vind og Veir omkring.
Ja, var jeg den, jeg synes,
Og var jeg den, man tror,
Saa var jeg sikkert „Noget”,
Noget paa et Kontor, —
Fik Løn, sled stundom ærligt
Og søgte stundom trædsk
At faae til mine Ærter
Det bedste Stykke Flæsk, —
Og havde mig en Kone
Og Børn og sligt Kommers,
Og havde aldrig skrevet —
En Linje blot paa Vers. —
Men kjendte du de Storme,
Som i mit Hjerte gaa,
Vilde du se, at Verdens
Mod dem er mig kun smaa.
Jeg kunde stundom rase
Som Tigren i sit Bur,
Jeg kunde stundom flæbe,
Hvis det var min Natur.
Men det, som i mit Indre
Pidsker et Hav til Skum,
Det er min Smilemaske
Vant til gjennne stum.
Hvis Stormen engang lægges,
Kan hænde, ined Forlov,
At jeg faar Lyst at tage
En Part i Andres Rov!