Tungt om min Pande Skumringssløret ruger;
Ikke en Flig vil løfte sig for Vind,
Ikke en Draabe dugge Blomstens Kind;
Det varer ved i Dage og i Uger.
Og dette Mulm, der hver en Straale sluger,
Som Ørkensandet drikker Kilden ind,
Det smelter sammen inderst i mit Sind
Med Dødens Stilhed, som mit Hjerte knuger.
Det er, som Sandet var hørt op at rinde
I Tidens Glas, som Søens matte Glar
Forglemmer, det har bølget nogensinde.
I Horizonten staaer en Stribe klar;
Om den skal bredes eller helt forsvinde,
Derpaa kan ingen Grublen give Svar.