I Granada syg paa Leiet
Ligger Muhamad, den vilde,
Som har ranet Maurerkronen
Og sin Broder sveget ilde.
Og han lader Landets Vismænd,
Seer og Stjernetyder kalde;
„Herre, du har kort tilbage!”
Lyder Svaret fra dem Alle.
Og han byder sine Læger,
De forlænge skal hans Dage;
Hver og en ham ikkun svarer:
„Konge, du har kort tilbage”.
Ræd han mærker, at hans Pande
Mørknes alt af Dødens Skygge;
Men endnu er ei hans Tanker
For hans Broder Juzef trygge.
Hurtigt byder han Veziren
Pen og Pergament sig give;
Med sin Haand, som Døden knuger
Vil han end et Budskab skrive, —
Giver det Ahmad ben Xarac,
Hærens Høvedsmand, ihænde:
„Bring mit Brev til Xalubania,
Førend Dagen gaar til Ende!
„Flyv og hent mig Juzefs Hoved,
Bring før Gry mig det tilbage,
At min Søn kan arve Kronen,
Naar jeg ender mine Dage.”
Paa sin Hest den barske Kriger
Svinger sig og rider trolig,
Og med Ilbud flyver Døden
Mod Cid Juzefs Fangebolig. —
I sin Hal i Xalubania
Sorgløs kæk Cid Juzef sidder:
Fyrstelig af Væxt og Aasyn
Er Granadas bedste Ridder.
Guldindvirket er hans Klædning,
Silke ligger ham for Fode;
Paa de perlestukne Hynder
Han sig hviler vel tilmode.
Uden Frygt for Vold og Rænker,
Sikker ved sin Broders Leide
Er i Skaktavl i han fordybet
Med sit Fangeslots Alkaide.
— Hvo er det, der som et Stormveir
Sprænger gjennem Port og Stræder?
Med sit Bud Ahmad ben Xarac
Pludselig i Hallen træder, —
Rækker stum Alkaiden Brevet;
Rask han bryder det og blegner,
Og Forfærdelsen og Sorgen
I hans Ansigtstræk sig tegner.
Alt Cid Juzef i hans Miner
Ser et Dødens Budskab skrevet,
Og med frygtløst Blik han spørger:
„Tales der om mig i Brevet?
„Hvad forlanger vel min Broder?
Fordrer han mit Hoved hentet?”
Dog Alkaiden kan ei svare,
Rækker taus ham Pergamentet.
Rolig læser Juzef Dommen
Uden Skjælven, uden Klage:
„Skjænk mig ikkun et Par Timer
For mit Hus at varetage.
„Giv en Frist mig, at jeg Afsked
Tage kan med mine Kvinder
Og fordele mine Smykker
Mellem Tjenerskab og Sinder.”
Svarer mørk Ahmad ben Xarac:
„Kongen venter mig tilbage,
Og det koster mig mit Hoved,
Bringer dit jeg ei saa fage.”
„Nu, velan da!” Juzef svarer,
„Har saa hastigt han det villet,
Saa forund mig idetmindste
Blot i Ro at ende Spillet!”
Og mens Høvdingen ved Døren
Raadvild støtter sig til Sværdet,
Sætter Juzef sig ved Bordet,
Spiller vid’re nforfærdet.
Men Alkaiden kan ei spille;
Bordet for hans Øie dandser,
Taarer blinde ham hans Øie
Og ei noget Træk han sandser.
Ideligt saa maa Cid Juzef
Nye Feiltræk ham bebreide,
Til han reiser sig fra Bordet:
„Lad os ende det, Alkaide!”
— Hvad er det vel, der som Solglands
Pludseligt af Skyen bryder?
Hvad er det for Jubelhilsen,
Der fra tusind Stemmer lyder?
Tvende Ryttere med Budskab:
Død er Muhamad, den onde!
„Hil Kong Juzef! Hil Kong Juzef!”
Lyder det fra tusind Munde.
Og med Smil Kong Juzef vinker
Fra sin Slotsaltan den høie;
Saa til Høvdingen ved Døren
Vender han det stolte Øie:
„Nu tag Rast, Ahmad hen Xarac;
Hastet har du og er mødig;
Frygt kun ei: du har dog skjænket
Mig den Frist, jeg havde nødig!”