Der var en Tid, da ingen Herskers Dage
Forløb i Tryghed, uden blodig Kiv,
Da tiere man maatte Sværdet drage
Og Vaaben trued mere Hvermands Liv.
Man hører mindre nu til deres Gny,
Stormklokken røres sjeldnere i By;
Hver Trætte vil de Store selv forhindre.
Dog, mens de vante Fjender frygtes mindre,
Vise sig fler og fler for os som nye,
Fjender, vi daglig tvinges at erindre
Som mere farlige end Staal og Bly.
Vi har dem i os selv, hvorhen vi gaae,
Omkring os, overalt for vore Blikke,
Hvorhen vi see, endskjøndt vi see dem ikke,
Selv om vi tage stærke Briller paa.
Vi har dem i den Grund, hvorpaa vi staae,
I Taagen, naar den kommer klam og graa,
I Luften, naar den hvælves ren og blaa,
I hvert et køligt Bæger, som vi drikke,
I Duggen, som vi see paa Rosen ligge,
I Fersknens røde Kind, som luer hed,
I Bogen, som vi tog fra Hylden ned,
I Sømmet, hvorpaa nys vi Fingren rev,
Maaske — hvem veed? — selv i den Elsktes Brev, —
Kort, overalt: hver Sprække, hver en Fure
Har tusind Fjender af os gjemt, som lure.
Lys! Mere Lys! — Det var til denne Jord
En af dens største Aanders Afskedsord.
Lys for at see dem! Skjulet maa.dern røves;
Lys for at fatte dem, før Kamp kan prøves,
Lys for at følge deres træske Spor!
Og hil det høie Lys, det himmelsendte!
Hil det, som i vor første Morgenstund
Sit gyldne Slør omkring vor Vugge spændte,
Som end hver Morgen vækker os af Blund, —
Og hil det andet, som i Sjælens Grund
Gang efter Gang sig for vor Tanke tændte
Og skjænked Aanden stadig nye Fund, —
De tvende store Lys, som gav os Vaaben
Endog til Angrebskrig mod Fjendehoben!
Thi selve Glansen, som den høie Sol
Rundhaandet spreder fra sin Herskerstol,
Den blev for Aandens Snilde Malmen god,
Lig den, Naturen har i Bjerget dannet,
Der, som af flere ædle Stoffer blandet,
I Tankens Smelteværk sig skille lod.
Som Mestren kjender hvert Metal især,
Kjender Naturens Forsker Solens Skjær;
Han spalter det i Straaler, blaa og røde,
Han veed hver enkelt Farves Kraft og Værd
Af selve Straalerne han smedder Sværd
Til Kamp imod de skumle Fjenders Hær:
Hver maa han med et eget Vaaben møde.
Saa Held da Værket! Held vor Fædrejord,
Hvor Aandens Blomster endnu frodigt groer
Pris være den, som søger tro og finder,
Pris være Lyset selv som Seiervinder!